Min uddannelse indenfor “det alternative” har jeg fra Healerskolen hos Steen Kofoed samt Institut for Clairvoyance hos Steen Kofoed og Steen Krarup. Her afsluttede jeg fire års uddannelse i sommeren 2005. 

Siden har jeg suppleret med kurser i anatomi og fysiologi under Nordlyscentret samt meditationskursus på Center for Indre Respons. Desuden modtager jeg undervisning fra det engelske medium Paul Jacobs og tager jævnligt kurser på Arthur Findlay College ved London.

Oprindelig er jeg uddannet lærer. Senere læste jeg psykologi på Danmarks Lærerhøjskole. Jeg har undervist børn i alle aldre, unge mennesker og voksne på friskoler, folkeskoler, efterskole og daghøjskole. 

Da jeg var ung, rejste jeg ud i verden. Jeg var bl.a. i Australien, USA, Spanien og Mexico. Det var spændende at møde andre folk fra andre kulturer og opleve, hvor ens vi er som mennesker – og dog unikke som individer. Heldigvis.

Jeg mødte også mig selv. På et skib i New Orleans startede en ny rejse. Her havde jeg som 19-årig en ud-af-kroppen oplevelse, som åbnede for min spirituelle kontakt. Jeg havde fra barndommen haft en stærk klarfølelse, og nu kom der en ny dimension til.

Siden har jeg fortsat rejsen ind i mig selv. Mere intensiv i nogle perioder end i andre. Samtidig har jeg hele tiden arbejdet med mennesker i mit ydre liv. Dette betyder, at jeg har en bred viden om og erfaring med terapi, personlig udvikling samt diverse behandlingsformer.

Jeg er til stadighed reflekterende i forhold til, hvad jeg møder under mit arbejde og i øvrigt. Jeg benytter supervision og holder mig fagligt opdateret.